Forkortelsen VIA står for visuel interaktiv analyse og er betegnelsen for et edb-baseret undervisningsværktøj til træning af grammatisk analyse i gymnasiets ældste klassetrin og i sprogundervisningen på forskellige niveauer i de højere uddannelser.

Udgangspunktet for udviklingen af programmet har været et stort behov både på gymnasie- og universitetsniveau for en systematisk træning til styrkelse af de sproglige analytiske færdigheder hos de studerende. Med de givne tidsmæssige rammer er det ikke altid muligt for underviserne at tilbyde de studerende tilstrækkeligt mange øvelser til oparbejdelse af sikkerhed i grammatisk analyse. Ofte bliver de studerendes udbytte af undervisningen ringe, da de mangler de nødvendige forkundskaber for at følge med. VIA er designet til at råde bod på dette problem, idet programmet tilbyder de studerende individuel træning i de basale grammatiske grundbegreber og giver dem mulighed for at udvikle deres analytiske sans.

Fra starten har det været målet at VIA skal være multilingvalt, teorineutralt og emneuafhængigt. Bag de store ord ligger der krav om at systemet skal kunne håndtere de fleste vesteuropæiske sprog, der må ikke være nogen binding til en bestemt grammatisk beskrivelsesmodel eller lærebog, og det skal være muligt at håndtere mange forskellige typer af grammatiske problemer.

For at kunne leve op til disse krav er VIA udviklet som en programskal. Det betyder at de faciliteter systemet tilbyder, let kan udvides og tilpasses det aktuelle undervisningsforløb.

Hvordan foregår visuel interaktiv analyse? Den ligner på mange måder det som vi allerede kender fra traditionel grammatikundervisning: Underviseren formulerer en analyseopgave, finder et antal øvelsessætninger, udarbejder en facitliste, og giver opgaven til de studerende som foretager analysen og returnerer deres løsningsforslag. På basis af løsningsforslagene og facitlisten foretager underviseren så sin evaluering, producerer feedback til de studerende og tilrettelægger sin undervisning.

VIA kommer ind i alle faser i denne proces dels ved at lette arbejdet med at lave analyserne dels ved at give hjælp og støtte til løsning af opgaverne.

Underviseren skal stadig lave en opgaveformulering og finde sætninger eller tekster der skal analyseres. Men han kan få hjælp til at udarbejde facitlisten. F.eks. kan han få visualiseret analysen i form af et trædiagram eller i Diderichsens sætningsskema eller med simple markeringsfarver. Især trædiagrammer kan være værdifulde som illustration af grammatiske sammenhænge, men ofte undgås denne visualiseringsform, fordi det er så besværligt og tidsrøvende at tegne træerne. Her kan VIA yde god hjælp. Den tegner træet for underviseren og kan håndtere rettelser og ændringer i træet på en enkel måde.

Den studerende er den der får mest hjælp. I VIAs grafikmodul kan han frit prøve sig frem med en bestemt analyse, og systemet vil vise ham konsekvenserne af hans analyser i form af grafik enten som farvekoder eller som trædiagrammer. Hvis der opstår problemer, fejl eller mangler, vil systemet kunne foreslå hjælp i form af definitioner og distributionelle tests og/eller henvise til det relevante sted i en af de tilhørende online-grammatikker eller til underviserens løsningsforslag og kommentarer til opgaven. Til sidst kan VIA tage sig af evalueringen af den studerendes præstation, dvs. sammenholde hans løsning med underviserens løsningsforslag.

VIA støtter den studerendes selvstændige arbejde med grammatiske analyser, idet forslag om hjælp og evaluering af løsninger kun gives, når den studerende selv ønsker det. Der er med andre ord gode muligheder for at prøve sig frem med forskellige kreative løsningsforslag, inden man beder om en evaluering.

Da VIA ikke er designet til datalingvister, men til brugere med ingen eller kun ringe kendskab til edb, var det fra starten et krav at grænsefladen i VIA skulle være enkel og overskuelig, bl.a. skulle der bruges så få vinduer som muligt, kun få tastekombinationer og helst kun mus. Underviserens grænseflade skulle ikke adskille sig nævneværdigt fra den studerendes, og det skulle være let for underviseren at skifte mellem lærer- og elevmodus for at afprøve nye øvelser. Samtidigt skulle programmet falde ind i de gængse Windows-miljøer og så vidt muligt have samme funktionalitet, således at brugeren ikke skulle vænne sig til nye symboler eller rutiner for de samme funktioner som f.eks. gem, åben, hjælp o.l.

Figur 3.1 VIAs brugergrænseflade 1 af 2

Navigering i hierarkiet af øvelsesrækker foregår ved at man klikker sig ned i inddelende menuer, hvor inddelingskriteriet på øverste niveau er sprog (fig. 3.1). Herunder inddeles i grammatiske kategorier, som skabes eller udfyldes efterhånden som der konstrueres nye øvelsesrækker.

Figur 3.2 VIAs brugergrænseflade 2 af 2

Hovedvinduet som det ser ud når en ny øvelse skal konstrueres. Arbejdsfladen er opdelt på langs i 4 adskilte områder:

1. Opgaveformuleringsfelt
2. Øvelsestekstfelt
3. Øvelsesmenubjælke
4. Analysefelt

Opbygningen er dog en anelse anderledes for identifikations- og indsættelsesøvelser, hvor analyse/input er integreret i øvelsestekstfeltet, og analysefeltet falder således bort. For indsættelsesøvelser falder også øvelsesmenubjælken bort.

For redaktøren foregår den overordnede styring af programmet i VIA-menubjælken øverst i vinduet (fig. 3.2). Herfra har man adgang til opgaveredigering, øvelser, organisation af øvelsesrækker, hjælpeværktøj mm. Den studerende vil typisk kun have brug for menuen 'Værktøj', hvorunder man finder en multilingval ordbog og terminologiliste.

Nederst i vinduet fortæller en statuslinje hvilken type øvelse man aktuelt er i gang med.

Når systemet er i lærermodus er hvert af felterne forsynet med en gul redaktørknap. Når redaktørknappen aktiveres i felt 1 og 2, fremkommer der et felt omrandet med gult, hvori man kan skrive hhv. opgaveformuleringen og en eller flere øvelsessætninger. For identifikationsøvelser kan der indtastes flere sætninger ad gangen. For trætegningsøvelser kan der kun arbejdes med en sætning ad gangen. Redaktørknapperne i øvelsesmenubjælken og i analysefeltet aktiverer menuer som muliggør valg af menubjælke og valg af visualiseringstype.

Underviseren kan helt frit designe sammensætningen af menubjælken, så den passer til en given øvelsesrække.

Figur 3.3 Opbygningen af en menubjælke, som man kan finde den i trætegnings- og feltskemaøvelser

Grundstammen i enhver menubjælke er et antal træk og deres værdier, fx kategori=artikel eller funktion=subjekt. For overskuelighedens skyld anvendes i reglen de gængse forkortelser cat=art, func=subj, men de fuldt udskrevne betegnelser kan også anvendes. Hvis man vælger at bruge forkortelser, kan de fuldt udskrevne træk og værdier kaldes frem som en "tool-tip" (dvs. teksten kommer frem, hvis man holder musen stille et øjeblik på det ønskede træk). Den studerende har således hele tiden mulighed for at se hvad en given forkortelse står for. Ofte kan antallet af træk og værdier være stort og uoverskueligt. Underviseren har da mulighed for at strukturere menubjælken på en pædagogisk hensigtsmæssig måde. I figur 3.3 har man fx valgt at dele værdierne for trækket cat op i leksikalske og frasale værdier.

VIA er udformet som et multilingvalt program og kan håndtere alle sprog som bruger det latinske alfabet. P.t. er der udarbejdet opgavesæt for dansk, engelsk, fransk, tysk, spansk, italiensk, nederlandsk og latin. Nye øvelsesrækker kan tilføjes løbende, og kan straks blive tilgængelige for alle brugere af programmet. Ofte vil studerende skulle arbejde med mere end et sprog, og her kan det være en fordel at man ikke skal skifte system, når man skifter sprog. VIA kan lokaliseres til de anvendte sprog, så både VIAs menuer som den anvendte terminologi kan vises på det sprog som underviseren måtte ønske.

Selvom vi har forsøgt at gøre programmet så emneuafhængigt som muligt, er det indlysende at systemet ikke kan anvendes til alle typer af lingvistisk analyse. Alt hvad der har med pragmatik og tekstgrammatik at gøre, dvs. de mere tekstlingvistiske aspekter, har vi ikke taget med. Til gengæld har vi koncentreret os om en bred dækning af morfologi og syntaks. Inden for morfologi dækkes bøjning, afledning og sammensætning. Inden for syntaks dækkes henholdsvis materiale (ordklasser og syntagmer) og funktioner (ledfunktion og dependensforhold).

Det er grundtanken med VIA at det skal være et program som kan anvendes bredt, dvs. i mange forskellige sammenhænge og på mange forskellige niveauer. I udviklingsfasen har vi taget udgangspunkt i de mest anvendte grammatikteorier og de hyppigst forekommende opgavetyper på gymnasie- og på universitetsniveau og forsøgt at gøre plads til dem alle.

Det har været vores mål at programmet let skal kunne tilpasses den grammatiske teori som man vil bruge i undervisningen, typisk den teori som ligger til grund for den lærebog man har valgt. Det er imidlertid ikke muligt at lave et grammatikundervisningsprogram helt uden en teoretisk forankring, for lige så snart man bruger et lingvistisk begreb, har man valgt et lingvistisk ståsted. Vi har derfor satset på at kunne klare i hvert fald de store hovedgrupper af teorier: de konstituentstrukturbaserede grammatikteorier (klassiske Phrase Structure Grammars (Chomsky 1965, Gazdar 1987) herunder bl.a. X-bar teorien (Chomsky 1970, Jackendoff 1977) og de nyere trækstrukturbaserede grammatikteorier (Pollard & Sag 1987 & 1994), de dependensbaserede (Tesniére 1959), forskellige afledte hybride former (Bache et al. 1991, Pedersen et al. 1980) samt Diderichsens feltskema (Diderichsen 1946, Hansen 1977).

For en nærmere beskrivelse af visualisering af de forskellige øvelsestyper, se Brugermanualen

Den væsentligste funktion i VIA er den hjælp og feedback som systemet yder. Den studerende kan slå direkte op i forskellige former for online-hjælp. For dansk findes en oversigt over distributionelle tests som kan anvendes til f.eks. afgrænsning af syntagmer og identifikation af ordklasser, syntagmer og syntaktiske funktioner; for italiensk findes en detaljeret grammatik. Ved fejl i den studerendes besvarelse, søger systemet så vidt muligt at springe direkte til det relevante afsnit i den aktuelle online-hjælp. Desuden er der adgang til en komplet oversigt over de anvendte grammatiske termer og deres forkortelser samt deres ækvivalenter på de andre VIA-sprog.

Det er meningen at VIA skal fungere som en slags hjælpeunderviser eller reservepædagog som ledsager den studerende og kommer med gode råd undervejs. Til det formål er programmet forsynet med en Lille Hjælper, en grafisk figur som lever sit eget liv på skærmen. Når den studerende kommer i vanskeligheder kan han bede om hjælp ved et antal klik med musen. Afhængigt af den sværhedsgrad som er fastsat for opgaven, kommenterer hjælperen den foreslåede løsning, viser vej til forskellige hjælpefaciliteter eller viser underviserens løsningsforslag.

Feedbackmodulet er kontekstsensitivt, dvs. at det på et hvilket som helst tidspunkt i arbejdsprocessen kan analysere den studerendes input, sammenligne med det løsningsforslag som underviseren har givet, og give et bud på hvad der er galt. Man kan skelne mellem fire trin i denne proces:

1. Overordnet fejlidentifikation
2. Hjælp til problemløsning
3. Henvisning til tip fra læreren
4. Henvisning til lærebog

Afhængigt af hvor meget hjælp systemet giver, kan opgaverne i VIA løses med forskellige sværhedsgrader. Det er den studerende der bestemmer, hvornår han vil have hjælp, men det er underviseren der bestemmer hvor meget hjælp han kan få. Dette kan ændres fra gang til gang. VIA tager højde for følgende situationer:

1. Ingen meddelelser (eksamens/prøvesituation)
2. Kun ja eller nej (dvs. enten er analysen er ok, eller der er noget galt et eller andet sted)
3. Supplement med grafisk markering af fejl/markering af manglende analyse (dvs. lokalisering af fejl men ingen forklaring af hvad fejlen består i)
4. Pop-up vinduer med forklaringer, relevante opslag i online-hjælp og eventuelt tip
5. Løsningsforslag

For øvelser der benytter ordbogen i VIA, udføres der mere omfattende analyse, hvilket bl.a. giver udslag i at der i forbindelse med pkt. 2 kan forekomme forklarende beskeder af milde fejltyper; i forbindelse med pkt. 3, præsenteres den studerende for resultatet af den grammatiske analyse (hvor der i andre øvelser kun gives ja/nej), og denne analyse genanvendes (avt. let modificeret) i pkt. 4.

Ud over det generelle feedbacksystem som er fælles for alle opgaver udarbejdet af VISUM-gruppen, er der mulighed for at underviseren kan indtaste tips og gode råd, enten for en bestemt øvelse eller for en hel øvelsesrække.

Vi har p.t. ikke intentioner om at VIA skal foretage automatisk syntaksanalyse af frit input, men der er åbnet mulighed for vi kan tilkoble automatisk syntaksanalyse baseret på bestemte teorier, f.eks. kunne man have frit input inden for rammerne af teorien fremsat af Bache et al. ved at bruge en analyse fra VISL-projektets constraint-grammarparser (Bick 1997) i stedet for en lærerfremstillet løsning.

Det vanskeligste punkt i VIAs flersproglige tilgang ligger i den grammatiske terminologi, idet der findes lige så mange forskellige sæt af grammatiske termer som der findes sprogundervisere. Det er der flere årsager til. Dels er der en tendens til at bruge den nationale terminologi, ikke mindst når man bruger de nationale grammatikker. Således bruger engelsklæreren udtrykket noun phrase, fransklæreren: groupe nominal, latinlæreren: substantivsyntagme, dansklæreren: genstandshelhed til at betegne den samme grammatiske størrelse. Dels kan der inden for det samme sprog forekomme konkurrerende betegnelser for det samme fænomen. F.eks. kan vi i lærebøgerne finde betegnelser som verbum, verbal, prædikat, verballed, udsagnsled anvendt om stort set det samme indhold. Den mest problematiske situation opstår imidlertid, når den samme betegnelse i forskellige teorier kan dække over forskellige koncepter. Man kan således i lærebøgerne finde følgende eksempler til illustration af begrebet prædikat (understreget):

"Søren giver Peter en bog"

"Søren giver Peter en bog"

For at sikre intern konsistens er VIA nødt til at operere med sin egen liste over betegnelser og deres forkortelser. Den følger så vidt muligt de anbefalede sproglige betegnelser fra Dansk Sprognævn (Galberg Jacobsen 1996). Men der er åbnet mulighed for at VIA-betegnelser kan erstattes af andre, hvad enten de er motiveret af at underviseren arbejder med den terminologi som nu er gængs for fransk eller engelsk eller af at man af hensyn til den anvendte teori ønsker at bruge andre termer.

På et punkt kommer denne strategi imidlertid til kort, idet der som nævnt ikke altid er sammenfald mellem de termer man bruger og det koncept som ligger bag. Derfor kan man også oprette nye kategorier og termer og derved tilpasse VIA til et helt nyt grammatisk system.